EGEBJERGNETTET

På generalforsamlingen den 26. marts blev den foreløbige forening nedlagt og erstattet af en ny interesseforening. Hjemmesiden vil snarest blive ajourført. 
Vil du være medlem, klik her.
 

Startsiden
Foreningen
Besparelser
Egebjergbladet
Presseklip
Sponsorer
BallerupNettet
Projektforløb
Udbydere
Regulering/foreninger
Egebjergsider
Søgning
Kontakt: post@egebjergnettet.dk

 

 

Referat af Mødet i bredbåndsgruppen den 22. september 2005 kl. 2000 i Fælleshuset

 

Der var mødt ni medlemmer af gruppen.

 

Thomas Seeberg ledede mødet.

 

Bent Kristensen redegjorde for forløbet af arbejdet i den lille gruppe og for status d.d. med udgangspunkt i en præsentation, der kan ses her http://www.egebjergnettet.dk/Projektforloeb.htm

 

Under gennemgangen blev bl.a. følgende emner taget op:

  • Hvor mange reaktioner får I på indlæggene i Egebjergbladet? Svar: Der kommer typisk en lille håndfuld hver gang. Bredbåndsarbejdsgruppen, dvs. de der har deltaget i ét eller flere møder, er p.t. 21 medlemmer. Gruppen af interessenter, dvs. de der får en nyhedsmail lejlighedsvis, er p.t. på 53 medlemmer. I alt har altså ca. 10% af de ca. 725 husstande i området aktivt tilkendegivet interesse for sagen.
  • Har I en idé om aldersfordeling/forbrugsmønstre? Svar: Vi har bakset en del med det, men nåede frem til, at der er meget store variationer i området. Derfor udviklede vi regnearket, der kan udregne besparelsen for hver husstand individuelt. I septembernummeret af Egebjergbladet, der omdeles i weekenden, er den gennemsnitlige besparelse opgjort til 5.244 kr. om året. Den omfatter dog kun 9 husstande, og der er som nævnt nogen spredning. Vi opfordrer derfor alle til at udfylde det lille skema, som kan ses lidt nede på siden her http://www.egebjergnettet.dk/Besparelser/besparelsen_ved_egebjergnettet.htm og indsende det som anført på skemaet.
  • Er der nyt om BallerupNettet? Svar: Der er indkaldt til møde i den såkaldte sparringsgruppe, hvor en fra Egebjergnettet deltager, på torsdag den 29.9.2005. ”Nyhederne” om nettet på kommunens hjemmeside og i Ballerupbladet viser sig, som omtalt i et læserbrev af Jens Gade i BallerupBladet den 20.9.05 at være ren reklame for TDC’s generelle tilbud og priser.
  • Bør vi ikke prøve at dække et større geografisk område, herunder f.ek.s Digterparken, Klanparken, Nysøvang og måske det ”ny Egebjerg”? Jo flere kunder, jo bedre kan vi presse priserne ned? Svar: Vi har længe kørt parløb med Digterparken, senest om IPPC og A+, Hareskovnettet har vi netop indledt kontakt til og vi er begyndt at ”afgrænse” nettet til Ballerup Nord.
  • NESA synes på mange måder at kunne sammenlignes med TDC (”stort gammelt monopol”)? Er prisen for den rene fiber – som skal lægges oveni det tjenesterne så koster – ikke stadig høj; det er jo en betaling ”i al evighed” og der er ingen garantier mod prisforhøjelser fra deres side? Svar: Ja, men NESA har dog i de senere måneder reduceret prisen for selve bredbåndsforbindelsen væsentligt, og nogen kan se fordele ved, at det er et stort firma med erfaring og ressourcer. Men man bør nok afveje det mod de ca. 15.000 kr. en gang for alle, et af os selv ejet fibernet vil koste (det svarer til ca. 7 års betaling til NESA).  
  • Er det nødvendigt at benytte konsulenter? Det hjalp ikke Digternettet fremad. Svar: Digternettet designede selv nettet, fysisk og funktionsmæssigt, og gik så i udbud/prækvalifikation med hjælp fra et konsulentfirma. Nettet faldt så vidt vides primært af den grund, at man baserede sig på at alle grundejerforeningens medlemmer skulle deltage i financieringen af det basale net (ca. 8 mio kr.),  uanset om de ville tilsluttes nettet eller ej. Det seneste oplæg fra IPPC er baseret på fuld frivillighed og et krav om ca. 30% tilmeldte fra starten. Tilslutningsprisen stiger så efterfølgende.

Egebjergnettet skal i sagens natur baseres på fuld frivillighed, og vi har ikke fornøden teknisk og juridisk ekspertise. Et rådgivende firma har ansvarsforsikret, således at eventuelle ”skævere” vil blive økonomisk ”dækket af”. Vi vil derfor føle os på langt sikrere grund, når vi skal sælge projektet. Vi skal kunne sikre tryghed for deltagerne. Ellers når vi ikke de 30%’s deltagelse. Derfor skal vi have en forening til at finansiere det.

 

Hvordan kommer vi så videre?

 

Mødet i maj mundede ud i, at gruppens medlemmer skulle ud at stemme dørklokker i området. Fremmødet i dag er vel også en indikation af, det vel ville kunne vise sig at være en uoverkommelig opgave.

 

Vi har forhånds-reserveret lokalerne i Fælleshuset til en stiftende generalforsamling mandag den 24. oktober 2005.

 

Der var tilslutning til, at ”holde momentum oppe” og gå efter at få den midlertidige og forberedende forening stiftet på den dato. Det udsendte forslag til vedtægter blev gennemgået og vil blive tilrettet som aftalt og udsendt til vedtagelse på generalforsamlingen.

 

Artiklen i septembernummeret af EgebjergBladet vil blive fulgt op i næste nummer. Da det udkommer i weekenden umiddelbart før mandag den 24.10. skal indkaldelse – og medlemshvervning – ske på anden vis. Forskellige muligheder blev vendt, herunder

·        Dørklokkestemningen havde fortsat fortalere; ”Jeg kan puffe til dem jeg kender på vejen”.

·        En telefonsamtale på baggrund af artiklen i EgebjergBladet i september med et tilbud om at lave beregningen af besparelsen havde både fortalere og tvivlere. Skal så være i næste uge og området skal deles mellem os.

·        Man kan evt. gå via grundejerforeningernes bestyrelser.  De tre største er repræsenteret i dette møde.

·        Vi bør gå efter at kontakte alle husstande i området (vi deler indbydelsen ud til alle husstandene).

·        Et antal af besparelsesarket – med muligheden for at tegne sig som medlem - er nu lagt frem i Fælleshuset og vil på mandag blive hængt op i de to Netto’er.

·        ”Reklame” for generalforsamlingen hænges snarest i lygtepælene.

·        Hjemmesiden ajourføres løbende.

 

Den lille gruppe arbejder videre med sagen og inddrager bredbåndsgruppen efter behov henadvejen.

 

-------------------------------------------

          

Vi får enkelte mails retur, bl.a. med adressaten ubekendt. Hører du til dem, der ikke har fået mails i de seneste uger, så send os din korrekte (nye) mailadresse (med fulde navn og postadresse, så vi kan prøve at undgå dobbeltoptagelse i listerne eller andre fejl).